Danske virksomheder outsourcer serviceopgaver for at få adgang til kvalificerede medarbejdere. Tænketanken Fremtidens Vækst vil hæve uddannelsesniveuaet i Danmark og har konkrete anbefalinger på vej.
En ny analyse sætter fokus på danske virksomheders outsourcing af serviceopgaver til udlandet. Analysen viser, at danske virksomheder i gennemsnit køber 10 pct. af deres serviceydelser i udlandet. Analysen viser også, at danske virksomheder outsourcer til udenlandske leverandører for at få adgang til kvalificeret arbejdskraft og for at få reduceret omkostningerne. Virksomhederne sparer i gennemsnit 20 pct. på at outsource.
- Når danske virksomheder køber serviceydelser i udlandet for at få adgang til kvalificeret arbejdskraft, betyder det, at vi mangler disse kompetencer i Danmark. Det er velkendt, at vi er ved at sætte vores forspring på uddannelsesområdet over styr. Med det danske lønniveau kan vi ikke tillade os at ligge jævnt placeret på uddannelse. Vi skal være bedre uddannet. Tænketanken Fremtidens Vækst vil den 30. maj 2005 komme med forslag til konkrete initiativer, der blandt andet skal forbedre uddannelsesniveauet i Danmark.
Analysen viser, at danske virksomheder køber serviceopgaver i udlandet svarende til godt 60.000 arbejdspladser. Der er dog ikke grund til at frygte, at arbejdspladser i stor stil flyttes til udlandet, da der er tale om køb af ydelser i udlandet og dermed ikke egentlig udflytning, som indebærer nedlæggelse af jobs i Danmark. Serviceerhvervene selv forventer også en stigning i antallet af arbejdspladser over de kommende år.
Begrundelser for serviceoutsourcing
De to dominerende begrundelser for at outsource servicefunktioner til udlandet er at få adgang til kvalificerede medarbejdere og at reducere lønomkostningerne. På tredjepladsen kommer muligheden for at komme tættere på et vækstmarked og/eller kunden.
Fordele og ulemper ved serviceoutsourcing
Næsten halvdelen af de adspurgte virksomheder siger, at de har opnået bedre adgang til kvalificeret og attraktiv arbejdskraft.
Tre ud af fem virksomheder angiver, at de har opnået besparelser ved at outsource serviceopgaver til udlandet. En beregning viser, at de direkte besparelser i gennemsnit ligger på 20 pct. De fleste virksomheder vurderer, at deres direkte besparelser ved at outsource serviceopgaver til udenlandske leverandører ligger på op til 20 pct. i forhold til at få serviceopgaven udført i Danmark. Ca. hver tiende virksomhed har dog opnået besparelser på over 50 pct. ved at outsource til udlandet.
Blandt ulemperne angiver op mod hver femte virksomhed, at serviceoutsourcing har gjort det sværere at overskue og planlægge produktionen. Hver sjette virksomhed har haft problemer knyttet til sprogforskelle.
Hvilke servicefunktioner outsources?
Undersøgelsen viser, at serviceydelser inden for regnskab, lønsystemer, undervisning og kursusaktiviteter fortrinsvis outsources til danske leverandører. Udenlandske serviceleverandører har til gengæld godt fat i de outsourcede opgaver inden for udviklingsaktiviteter, test- og analysefunktioner, softwareprogrammering samt design.
Serviceoutsourcing til højindkomstlande
De adspurgte virksomheder har i høj grad valgt at outsource serviceopgaver til leverandører i lande med lønninger på niveau med de danske. Eksempelvis outsourcer 49 pct. af virksomhederne serviceopgaver til de vesteuropæiske lande (EU15 samt EØS-lande ekskl. Norden), mens 41 pct. af virksomhederne outsourcer serviceopgaver til de nordiske lande. Herefter følger Asien som et lavtlønsområde, hvortil 23 pct. af virksomhederne outsourcer serviceopgaver. I Asien er det navnlig Kina og Indien, hvortil de adspurgte virksomheder har outsourcet serviceopgaver.
Undersøgelsen viser imidlertid også, at Asien er den region, hvor flest virksomheder forventer at skulle outsource serviceopgaver til i fremtiden. Dette skal ses i lyset af det store fokus, der i disse år er på Kina og Indiens potentialer som lavtlønslande med store og velkvalificerede arbejdsstyrker.
Omfanget af serviceoutsourcing
Op mod halvdelen (48 pct.) af de adspurgte virksomheder outsourcer i dag serviceopgaver til udlandet. I gennemsnit bliver knap 10 pct. af de undersøgte virksomheders serviceopgaver varetaget af udenlandske leverandører.
På baggrund af dette skønsmæssige omfang af serviceoutsourcing vurderes det i undersøgelsen, at danske servicevirksomheders køb af serviceydelser i udlandet ville svare til 62.000 beskæftigede i Danmark, hvis de importerede serviceydelser alternativt var blevet produceret i Danmark – den såkaldte beskæftigelsesfortrængning fra importen. Det skal understreges, at der er tale om køb af serviceydelser i udlandet og dermed ikke om udflytning af danske arbejdspladser, som indebærer nedlæggelse af jobs i Danmark.
Samlet set udgør beskæftigelsesfortrængningen fra importen af serviceydelser omkring 180.000 arbejdspladser, jf. Finansredegørelse 2004. Dette tyder altså på, at omkring en tredjedel af den samlede beskæftigelsesfortrængning som følge af køb af serviceydelser i udlandet skyldes danske servicevirksomheders køb af serviceydelser i udlandet.
Analysen giver ikke et fingerpeg om den årlige tilvækst, der ligger bag fortrængningen af aktuelt 62.000 arbejdspladser. Beregningerne i finansredegørelsen antyder en jævnt voksende beskæftigelsesfortrængning fra importen af service op gennem 1990erne og en vis udfladning i de senere år, hvilket blandt andet skal ses i lyset af konjunkturafmatningen fra 2001 til 2003.
Det er af denne grund ikke muligt at sammenholde omtalte 62.000 servicearbejdspladser med den vurderede årlige udflytning på ca. 5.000 arbejdspladser fra fremstillings- og serviceerhverv under ét.
Undersøgelsens metode
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 418 danske virksomheder, som er foretaget i 2005. Undersøgelsen er udarbejdet af ECON Analyse, der har ansvaret for undersøgelsens konklusioner.
Der er blandt de deltagende virksomheder i undersøgelsen en overvægt af virksomheder, der allerede er internationalt orienterede. Resultaterne er derfor ikke er repræsentative for danske virksomheder under ét. Rapporten giver et billede af tendenserne inden for outsourcing af serviceydelser blandt de virksomheder, der i dag er langt fremme i internationaliseringen.